Menu

Den fine sæsonpremiere skal følges op i Roskilde

image Timos Adraktas igang med holdets sidste træning inden opgøret i Roskilde.
Michael Jensen
24. marts 2023 kl. 18:09
Lørdag går det løs med sæsonens første udekamp, når TFF gæster det hyggelige Lillevang Idrætscenter, hvor KFUM, Roskilde holder til.

 

Tårnby FF kommer til opgøret med en frisk storsejr på 4-0 over GVI og virker særdeles klar til mødet i Roskilde. Men også hjemmeholdet må strutte af selvtillid ovenpå deres flotte 2-0-sejr over topholdet fra Karlslunde.

"Ligesom os har også KFUM, Roskilde lidt under at være deltager i nedrykningsslutspillet, da også de af den grund har haft en del afgang af spillere, der hellere ville prøve sig af andre steder", siger cheftræner Timos Adraktas og fortsætter; "men det har så til gengæld givet plads den anden vej, og de spillere, der nu udgør truppen på Snebærvej, virker allerede som om, at de har en del at byde på. Men for os er det stadig et ubeskrevet blad ligesom vi (med vores fremragende tilgang) også må være det for dem."

Det vi dog erfaringsmæssigt allerede ved om lørdagens sympatiske og veldrevet værtsklub er, at de altid ender med at mønstre et hårdt arbejdende og velorganiseret hold, der er svære at spille mod.

"Jeg tror godt, at publikum kan glæde sig rigtigt meget til en tæt- og intens kamp mellem to hold fulde af selvtillid", afslutter Timos denne korte snak med at proklamere.

KFUM, Roskilde - Tårnby FF - lørdag den 25. marts kl 13:30 på Lillevangs Idrætscenter i Roskilde.

Luk