Hvem er Øens Hold efter Slaget om Amager?
At overskriften er noget af en bøjning af begrebet "Øens Hold", vil nogle måske mene, men i Tårnby FF mener vi det ganske alvorligt. Af de tilbageværende Amagerklubber i pokalturneringen er det nemlig de aktuelt to højest placerede, som helt passende krydser klinger i anden runde.
Derfor mener vi med al rimelighed, at det er øjeblikkets retmæssige ”Slaget om Amager”, som vi bliver vidner til tirsdag den 30. august kl. 17:15 når ”Fortet” på Ugandavej lægger (natur)græs til dette lokalbrag mellem Tårnby FF og Fremad Amager.
Dermed kan vinderen af samme årsager, og med samme rimelighed, derefter kalde sig Øens Hold, mener vi i Tårnby FF.
Det er i øvrigt det helt rigtige Amagerhold, der er blevet trukket op af bowlen som Fremad Amagers modstander i pokalturneringen. Er der nogen som helst på Øen, der har bare den mindste chance for at udfordre de blå favoritter, så anser vi Tårnby FF som værende det bedste bud, som det ser ud på Amager i øjeblikket.
Ydermere synes vi også, at vi har Amagers hyggeligste hjemmebane på Ugandavej. Der er muligvis lidt bedre forhold for tilskuere og sponsorer i Sundby Idrætspark, men på Fortet på Ugandavej er der simpelthen hyggeligere. Og jo flere vi er på vores intime hjemmebane, jo hyggeligere er det selvfølgelig også. Så mød endelig op denne dag til Årets kamp i Tårnby - det gælder titlen som ”Øens Hold”!