Menu

Kiilerich om DB-mål: “Det lå i luften”

image Lukas Kiilerich, Anders Kjøller og David Bengtsen
Michael Jensen
11. oktober 2022 kl. 09:00
Det kom overhovedet ikke bag på forsvars-krumtappen, at DB ville stikke hovedet frem netop der.

Det er nu blevet mandag - den første klubmæssige arbejdsdag efter lørdagens pragtfulde sejr i Roskilde - og jeg står her i 1. holdets omklædningsrum, privilegeret som jeg er, i selskab med en vigtig og udvalgt trio fra klubbens flagskib: Forsvars-krumtappen Lucas Kiilerich, den fra en længerevarende skade tilbagevendte Anders ”AK” Kjøller og til sidst, som rosinen i pølseenden, lørdagens overtids-matchwinner David ”DB” Bengtsen.

På trods af, at det er mandag og at efterårets mangel på naturligt lys har tvunget årets resterende træningspas ud på kunststofbanen, er det alligevel en glad og løssluppen stemning, der præger omklædningsrummet inden træning. Men der er vel egentligt heller ikke nogen grund til andet. Med lørdagens vigtige sejr på Lillevang Stadion i Roskilde har Tårnby FF for alvor bidt sig fast i haserne på de tre øverste hold i topkampen i Danmarksseriens pulje 1, og det er da i sandhed noget at glæde sig over.

Mine tre gæster ved det store bord midt i lokalet har i dén grad også fundet de brede smil frem her på tærsklen til vores lille snak om primært den forgangne weekend.

“Jeg synes vi får lagt et hårdt pres de sidste godt og vel to minutter og får også tilspillet os nogle chancer og nogle hjørnespark. I en af de hektiske sekvenser blev AK lagt ned og jeg tilslutter mig det kor på stadion, som syntes, der var straffe, men det blev ikke fløjtet. Men lidt efter fik jeg hovedet på bolden, sådan lidt ud af det blå, og det var sgu dejligt at se den gå ind. Jeg håbede derefter, at jeg kunne få lov at løbe lidt længere rundt på banen for at fejre scoringen, men der blev jeg altså hurtigt stoppet af mine holdkammerater - men det var fedt, det var rigtigt fedt,” sagde en naturligt begejstret og storgrinende DB, da han blev bedt om at føre os igennem kampens hektiske afslutning.

-Hvordan oplevede I to andre kampens sidste del?

”Jeg husker bare ren glæde og jeg får slet ikke tænkt over at fejre det sammen med DB,” sagde AK med et lige så stort smil om munden som DB og fortsatte, “Jeg løber bare rundt på banen og jubler for mig selv, mens de ti andre er samlet nede i hjørnet.”

Lukas Kiilerich bød selvsikkert ind med, at han havde set den komme: “Vi presser meget godt på til sidst, synes jeg, og jeg kunne mærke, at den lå i luften, så at DB stikker hovedet frem der, kom ikke bag på mig,” sagde forsvarsklippen om de afgørende minutter.

-Hvordan vil I beskrive selve kampen set fra et medvirkende perspektiv?

David Bengtsen:

“Jamen jeg kan da godt starte”, indledte DB og rettede sig lidt op, “Jeg oplevede egentlig kampen som lidt rodet i nogle perioder, men Roskilde KFUM har også et rigtigt fint hold, synes jeg. Jeg mener dog klart, at vi havde de største chancer i første halvleg, og dem skulle vi selvfølgelig have gjort mere ved. Anden halvleg blev langt mere intens og med mange dueller. Heldigvis sluttede det jo med, at vi fik puttet den ind til sidst.”

Anders Kjøller:

”Altså på det tidspunkt jeg kom ind, var kampen meget en krig præget af mange dueller og lange bolde, og lidt noget rodet spil. I første halvleg synes jeg, at vi viser, at vi er det bedste hold. Og jeg synes det er fortjent, at vi vinder, da vi er mere på bolden end de er, og jeg synes også vi er farligere, end de er. De chancer, de får, er på vores fejl. Så ja, en lidt rodet kamp at komme ind i og som jeg mener, at vi vandt fortjent.

Lukas Kiilerich:

“Jamen en kamp hvor vi har bolden mest og hvor de lurer på at slå til på vores fejl. Desværre giver vi dem også et par rigtigt gode muligheder på netop fejl. Jeg synes som de to andre også at, set over hele kampen, det var fortjent med tre point til os.

-Efter en periode hvor det var lidt vanskeligt at score har Tårnby FF nu lavet 10 kasser i de seneste tre kampe. Er der kommet så meget hul på bylden, at holdet offensivt er ved at være hvor det skal være?

”Måske har vi nu fået afstemt rollerne på holdet noget bedre i forhold til hvem der går dybt og hvem der falder lidt mere ned. Det, sammen med, at vi også er blevet lidt mere kyniske i afslutningerne, har haft stor betydning,” sagde DB og lod AK fortsætte: “Jeg synes ligesom DB, at der er nogle relationer, der er kommet på plads, men det er jo ikke fordi, at vi ikke skabte chancer, i den periode, hvor vi ikke lavede så mange mål. Vi har jo haft mange kampe hvor vi skulle have scoret både 2 og 3 mål. Men jo, der er da ved at komme hul på bylden og nogle af dem, man regner med skal lave mål, er da også begyndt at putte den i kassen, og det tror jeg kommer til at fortsætte. Der er jo også nogle offensive folk, der af den ene eller den anden årsag har været ude, som nu er ved at være tilbage for alvor, og det kommer helt sikkert også til at spille positivt ind.”

-I den anden ende holdes der fortsat et højt niveau og TFF har fortsat rækkens bedste forsvar. Er der nogen grund til at tro, at den lave scoringsprocent mod holdet ikke kan fortsætte sæsonen ud?

Her lader vi naturligvis den defensive ekspert, Lukas Kiilerich, stå for svaret: “Næ, jeg kan ikke se hvorfor det skulle ændre sig, vi var jo også det bedste forsvar sidste år. Men altså det starter selvfølgelig helt oppe fra med et godt pres på modstanderne samtidigt med, at vi gør det godt i det bageste med en rigtig god keeper bag os i Lucas (Chang-Andersen red.). Relationerne er kommet godt på plads og vi går efter at holde nullet hver gang.”

-Næste opgave er endnu en udekamp, denne gang på kunstgræs, når vi på lørdag kl. 12:00 besøger GVI i Nymosen. Hvad bliver det for en kamp, tror I?

Og her er de tre holdkammerater helt enige om, at det kommer til at blive en kamp med dueller en masse trods kunstgræsset. De forudser ligeledes alle tre, at der kommer til at være masser af nerve til stede i kampen.

Kiilerich byder ind: “Vi glemmer jo aldrig da vi var derude for et halvt års tid siden og spillede 2-2 efter en afslutning hvor vi blev lidt bortdømt, synes jeg. Men også 2-1-sejren hjemme var en kamp med smæk på.”

“Vi kommer til kampen med tre sejre på stribe og den selvtillid bliver rigtig vigtig,” supplerer DB, inden AK slutter vores lille snak af: “Trods mange dueller tror jeg også, at vi kommer til at spille godt med dem og vise, at vi er rigtigt gode på bolden.”

Således beriget med følelser og indsigt i lidt fodboltanker fra indslagets tre hovedpersoner, Lukas Kiilerich, Anders Kjøller og David Bengtsen, blev det tid til at sende de herrer ud til ugens første træningspas på kunstbanen bagest på anlægget – klos op ad Ugandaskoven.

(Her kan man bl.a. se DBs afgørende scoring)

Luk