Kryds igen
Hjemmeholdets gæstfrihed rakte nemlig desværre ikke til mere end et enkelt point efter 0-0 på kunststofbanen i Greve.
Det blev en lidt rodet forestilling, hvor det nok skulle have været TFF, der skulle have vundet, hvis man skal vove pelsen med begreberne fortjent og ufortjent, målt på chancer.
Tårnby FF formåede nemlig at spille sig til flest af de muligheder og kæmpechancer, der burde have været nok til at høste alle pointene i en sådan kamp - for ethvert hold. Men i begge halvlege blev der i stedet misbrugt nogle særdeles oplagte scoringsmuligheder, hvor man nok vil huske Peter Hjulmands tryk på kassen fra tæt hold, der ulykkeligvis ramte indenfor den hurtigtreagerende Greve-keepers rækkevidde, samt Lasses hel-kikser i det lille felt i overtiden bedst.
Med blot 6 indkasserede kasser har vi dog stadig rækkens bedste forsvar. Desværre har vi med vores blot 7 scorede mål også det dårligst præsterende angreb af alle. Vi har simpelthen spillet flere kampe, end vi har scoret mål, hvilket kun er sjældent set for et hold der ligger nummer 5.
Men heldigvis har vi i vores solide defensiv et særdeles godt udgangspunkt i bestræbelserne på at få vendt den offensive del af skuden, til forhåbentligt snart at kunne sætte et par vitale sejre sammen, inden vi falder for langt tilbage i topstriden.
De bestræbelser kunne passende starte med, at vi besejrer oprykkerne fra Gørslev i den næste kamp, der ærgerligt nok også spilles på udebane - der er kick-off den 24. september kl. 13:00 på Gørslev Stadion.
Her kan du se fakta fra Greve-kampen.