Menu

Sat lidt tilbage af ærgerligt nederlag i Karlslunde

image Tårnby FF varmer op inden udekampen mod Karlslunde
Michael Jensen (Foto og video: Camilla Boldt Ekelund)
31. oktober 2022 kl. 11:16
Lørdagens 3-1-nederlag til Karlslunde gjorde vejen til de eftertragtede to topplaceringer en anelse mere bumpet – men vi er stadig på vejen og endnu ikke kørt i grøften..

”Vi må jo bare konstatere, at vi ikke formåede at håndtere overgangen fra kunst - som vi både har spillet og trænet på et stykke tid nu - til græs særligt godt. Og fra da Karlslunde bragte sig foran, forløb kampen alt for meget på deres præmisser”, sagde Timos Adraktas efter kampen og fortsatte, ”Den energi og tro på tingene, som udligningen gav os, nåede vi heller ikke at omsætte til at få sat spillet, som vi ville have det, før de igen bragte sig foran. Så det var egentlig en kamp hvor vi aldrig var rigtigt tæt på sejren. Men det var vi til gengæld på det ene point, da Chang gik med frem på et par dødbolde i slutfasen og fik en kæmpe chance, men desværre sparkede han over målet. Det sidste mål var så bare en direkte konsekvens af, at vi satsede hele butikken til sidst. Så jeg synes ikke 3-1 er det rigtige billede – men det ville 2-2 i langt højere grad have været, i en i øvrigt lidt rodet kamp, synes jeg”.

Timos har dog stadig troen på, at det kan lade sig gøre at lande på en af de to øverste pladser: ”Vi har gjort det lidt sværere for os selv nu, men vi er endnu ikke kørt i grøften. Vi mangler fire kampe og Karlslunde møder Holbæk i den sidste, så vi er stadig kørende på vejen, omend den er blevet lidt mere bumpet”.

Således afsluttede cheftræneren vores lille snak og glæder sig allerede til den næste opgave, som er mod netop Holbæk. Der er Kick-off til den kamp på lørdag kl. 14:00 hjemme på Blochs Biler Arenas kunstgræsbane.

Her kan du se fakta fra Karlslunde-kampen 

Luk