Menu

Formandens jule- og nytårs hilsen

image
Henrik Sørensen
17. december 2024 kl. 06:31

Kære alle medlemmer, frivillige og trænere/ledere i Tårnby FF.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for det år, der nu er gået, hvor der er sket en masse i klubben.

For det første har vi byttet lidt rundt på formandsposten, hvilket betyder, at jeg på nuværende tidspunkt er konstitueret formand indtil den ordinære generalforsamling i februar eller marts.

Vi ansatte sidste år Tommy og Anton som ungdomskonsulenter, hvor de i samarbejde med bestyrelsen skulle sætte retningen for ungdommen, lave træningsplaner samt mange andre ting. Dette arbejde er godt i gang, og selvom al begyndelse er svær, så synes jeg, at det ser ud til at virke på de fleste årgange. Skulle man have udfordringer så tøv endelig ikke med at tage fat i vores ungdomsformand Mads Jonshøj eller ungdomskonsulent Tommy Dresler. Som nogen nok bemærker, skriver jeg ikke Anton, og det er fordi, jeg desværre må meddele, at Anton stopper hos os, når vi går på juleferie. Han har fået en stilling hos AC Amager Academy, som han ikke kunne sige nej til. Jeg vil på bestyrelsens vegne gerne takke ham for hans store indsats med at få igangsat træningsplaner mm. samt afholdelse af diverse møder, hvor vi har kunnet gøre brug af hans enorme erfaring inden for fodbold. Vi ønsker ham al muligt held og lykke fremadrettet.

Så var det også året, hvor vi søsatte et ungdomsudvalg, som fremadrettet gerne skulle kunne stå for arrangementer, stævner samt diverse andre ting til gavn for ungdommen. Det var en lidt svær start, da der ikke var den store opbakning til at deltage i dette udvalg. Vi fik fra start af en ildsjæl i form af Ina, som allerede hurtigt fik sat sit præg på julefesten og har endnu flere ideer fremadrettet. Hun mangler dog noget hjælp fra flere frivillige, og det håber jeg selvfølgelig, der kommer. Tak Ina for dit store engagement.

Året bød desværre også på nogle opsigelser på trænersiden, som krævede/kræver ekstraordinært meget arbejdet for bestyrelsen, da flere af mine kollegaer har måtte trække i trænertøjet igen, for at fylde de manglende trænerposter ud. Vores ungdomsformand træner sågar to årgange samt forestår keepertræning for alle vores talentfulde keepere i ungdomsafdelingen. Endnu engang må jeg appellere til, at man hjælper klubben som frivillig, da bestyrelsen ikke kan blive ved med at finde resurser til disse opgaver. Konsekvensen vil være, at der vil blive skåret ned på andre opgaver fra bestyrelsens side. Desværre hænger trænere ikke på træerne, hvilket mange andre klubber kan bekræfte. Jeg vil dog gerne takke vores mange trænere/ledere i klubben for jeres enorme engagement og alle de timer, I lægger i klubben og børnene. Uden jer var vi ingenting.  

 I det nye år påtænker vi at afholde et stort børne og ungdomsstævne, som bliver afholdt i weekenden 21.-22. juni. Dette er der allerede sendt informationer ud om til alle holdene. Vi skal selvfølgelig bruge en masse frivillige til dette stævne, så alle vores børn og unge kan få nogle fantastiske dage. Skulle man ligge inde med ideer eller noget andet, som kunne have relevans, så tøv ikke med at kontakte os på Guldcuppen@taarnbyff.dk

Her på falderebet vil jeg også gøre opmærksom på, at klubben næste år fylder 20 år, hvilket vi også vil fejre. Dette melder vi ud på et senere tidspunkt.

Sluttelig vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig god jul og et godt nytår. Pas på hinanden indtil vi ses igen i 2025 til en forhåbentlig masse gode fodboldkampe.

 

Med venlig hilsen Henrik Sørensen Formand Tårnby FF

Luk